Bækkensmerter, bækkenløsning

Det er ikke mange gravide, som kommer igennem en graviditet uden at mærke en vis ømhed i bækkenet, men nogle gravide får smerter, som skyldes bækkenløsning.

Ved reel bækkenløsning har man smerter i alle tre bækkenled. Man kan dog også opleve smerter fra et af leddene i bækkenet. Det kan være lige så smertefuldt, men kaldes altså så bækkensmerter.

Uanset om man har bækkenløsning, altså smerter i alle tre led, eller smerter fra et enkelt led er det vigtigt at passe på (se nedenfor). Smerterne udvikler sig som regel langsomt og kan blive værre.

Smerterne opstår som regel midt i graviditeten, men kan også opstå tidligere – fx hvis man har været gravid før.

Smerterne kan være jagende smerter fra leddene og de stråler ofte ned i lysken og ned i forsiden eller bagsiden af låret. Smerterne forværres ved at stå, gå og vende sig i sengen. Kvinder med bækkenløsning kan være stærkt handicappede, og i alvorlige tilfælde tager man meget korte skridt og bevæge sig stift og robotagtigt.

De fleste med bækkensmerter får forstyrret deres nattesøvn, fordi en eller flere sovestillinger giver smerter. Det gør også ondt at skifte stilling. Som regel lindrer det med små øvelser eller korte gåture. Desuden kan let mobilisering hjælpe, det vil sige en let form for massage og muskelarbejde.

Hvor mærkes smerten og hvad forværrer den:

• Smerterne kan sidde i lænden, i området omkring skambenet (symfysen), ballerne, lysken, halebenet, underlivet og langt ned i benene.

• Smerterne kan være ledsaget af en følelse af, at benene sover og en fornemmelse af, at hofte, bækken eller ben svigter/skrider.

• Smerterne kan føles meget forskelligt fra gravid til gravid og kan for den enkelte gravide veksle fra dag til dag.

• Smerterne forværres ved bevægelser for eksempel, når du vender dig fra at ligge på ryggen og skal om på siden.

• Smerterne forværres også når du går, går på trapper eller hvis du går med en indkøbsvogn, hvor der ved alle retningsskift udløses smerter, og hvor skridtene bliver kortere og gangen næsten vraltende.

• Hvis du ligger og forsøger at løfte benet eller strække benene, udløses smerterne.

Årsager

Under graviditeten sker der en ”blødgøring” af alle led og ledbånd pga. hormonelle påvirkninger. Dette er en normal proces, der fortsætter gennem hele graviditeten, og bevirker, at den gravides holdning ændres og tilpasses den øgede vægt, processen sker, for at bækkenet kan blive større og mere eftergiveligt under fødslen.

Måske skyldes smerterne denne store forandring, som kvindens krop gennemgår, eller de skyldes, at der frigøres et hormon (relaksin), der normalt først skal frigøres i forbindelse med fødslen, men som altså hos nogle kvinder frigøres tidligere.

De gravide kan være hårdt ramt.

Hos nogle kvinder er årsagen til smerterne ikke bækkenløsning, i stedet skyldes smerterne muligvis, at kvindens muskler og led ikke er stærke nok til at kunne bære den øgede vægt og omfordelingen af denne.

Hvordan stilles diagnosen?

Kiropraktoren vil, på baggrund af symptomer og sygehistorie, foretage en undersøgelse. Herefter stiller han/hun diagnosen og fortæller dig, hvad du kan forvente dig. Herunder, hvordan du skal forholde dig, samt om der er behandlinger eller forebyggende tiltag, der kan iværksættes.

Undersøgelsen stiler mod at afdække årsagen til dine smerter og inkluderer en undersøgelse både af bækkenets funktion, men også af de omgivende leds og musklers funktion.

Behandling

Når kiropraktoren har undersøgt dig og stillet diagnosen, lægges en plan for behandlingen. I behandlingen kan indgå mange elementer. Fokus vil være på at stabilisere bækkenet gennem øvelser samt eventuelt ledfrigørende behandling/manipulationsbehandling. Derudover vil råd og vejledning indgå.

Behandling af bækkenløsning vil være rettet mod at skabe fri og symmetrisk led og muskelfunktion i bækkenet, men i særlig grad i benene, der er bækkenets fundament. Undersøgelsen vil vise, hvor smerten stammer fra, og om det er led i ben eller fod, der skaber problemerne i bækkenet.

Hvad kan du selv gøre?

Hvis det viser sig, at dine smerter skyldes bækkenløsning, er du nødt til at skrue ned for belastningen, det vil sige, at du må bevæge dig mindre og tage hensyn til dine smerter.

Opstår smerterne ved en specifik aktivitet, bør du holde pause fra den. Bækkensmerter kan være langvarige og alvorlige, hvis man ikke respekterer og lytter til symptomerne og får relevant behandling.

Hvordan er fremtidsudsigterne?

De fleste vil have gavn af behandling og næsten alle vil under alle omstændigheder få det bedre efter fødslen.

Alarmkassen

Kontakt din kiropraktor eller læge, hvis:

• Smerterne er så voldsomme, at du ikke kan bevæge dig.

• Smerterne forhindrer almindelig aktivitet i mere end et par dage.

• Du har stærke smerter til benene eller fornemmelse af kraftesløshed i dine ben.

• Du ikke kan kontrollere vandladning og afføring eller tarmluft som normalt.