Skulder, smerter i skulderen, akut

Smerter i skulderen kan opstå akut, f.eks. efter et fald og/eller ved overbelastning af skulderen. Ved akut opståede smerter er det vigtigt at finde ud af årsagen! Der kan være en skade på en af skulderens mange dele eller smerterne kan kommer fra andre områder af kroppen, f.eks. fra nakken.

Udover led og muskler består skulderen bl.a. af muskelsener, ledbånd og slimsække. Alle disse strukturer kan give anledning til skuldersmerter enkeltvis - men ofte sker det i et samspil.

Ofte kan man pege på et sted, der gør ondt, men da skulderen er så komplekst et led kan smerterne stamme forskellige steder fra samtidig. Smerten kan således trække op i nakken fra skulderbladet, eller modsat. Smerten kan også trække ned i armen eller ned bag skulderbladet. Desuden kan smerten sidde fortil på skulderleddet. Smerten kan føles som en ’murren’, en stikkende eller brændende fornemmelse, eller som et knivstik i skulderen.

Et helt generelt problem kan være at løfte armen fremad eller ud til siden og op over hovedet. Nogle oplever, at de ikke kan sove for smerten, og kan måske ikke sove på den side, hvor smerten sidder. Ofte kan man have problemer med helt konkrete ting som at trække sine bukser op, have hånden i lommen eller få en trøje over hovedet, dreje på rattet i bilen eller hælde med en kande.

Nogle har ondt hele tiden, mens andre oplever, at de kun har smerter, når de bruger armen. Det kan eksempelvis være en håndboldspiller, der kun mærker smerten, når han kaster med bolden, og armen kommer i en yderstilling. Andre oplever, at det summer eller murrer i armen, også selvom de sidder stille.

Årsager

Hvis smerten er opstået pludseligt i forbindelse med et fald, et træk eller et vrid, altså et traume, og fortsætter mere end den tid, du ellers vil forvente at være øm, bør du få det undersøgt.

Akutte skader kan give kraftige smerter i skulder og arm, især ved stræk i specielle retninger, og symptomerne kan vare ved i meget lang tid.

Desuden kan der ved akutte skader forekomme en decideret overrivning af en sene. Jo ældre patienten er, jo større er risikoen for at en sene i armen eller skulderen kan blive revet over. Skulderen kan også gå ud af sit led, eller der kan ske et brud på en knogle.

Når det drejer sig om skulderen, kan det tage lang tid før problemet er helet. Det kan være svært at forstå og acceptere, men det skyldes altså skulderens kompleksitet. Et skulderproblem kan tage flere måneder, før det bliver bedre eller helt rask igen. Dette kan din kiropraktor også rådgive dig om.

Hvordan stilles diagnosen?

Hvis du er bekymret over smerterne, eller de varer ved og hindrer dig i at gøre de ting, du normalt foretager dig, kan du blive undersøgt hos en kiropraktor. Du bør ikke vente flere måneder, før du bliver undersøgt.

Kiropraktoren vil på baggrund af symptomer og sygehistorie, foretage en undersøgelse. Herefter stiller han diagnosen og fortæller dig, hvad du kan forvente dig. Herunder, hvordan du skal forholde dig, samt om der er behandlinger eller forebyggende tiltag, der kan iværksættes.

Alt sammen for, at du kan blive af med smerterne hurtigst muligt og forebygge, at de kommer tilbage.

Røntgenundersøgelse eller ultralydsscanning kan indgå i undersøgelsen.

Behandling

Når kiropraktoren har undersøgt dig og stillet diagnosen, lægges en plan for behandlingen. I behandlingen kan indgå mange elementer, bl.a. manipulationsbehandling, forskellige former for muskelbehandling, mobilisering, træningsøvelser ud over mere generelle råd og vejledning.

Genoptræning vil ofte have stor betydning ved denne type skader, som supplement til den manuelle behandling.

Nogle vil også have gavn af en ”blokade” (der er en indsprøjtning af steroid, muskelstyrkende stof, det foregår hos lægen). Blokaden kan give smertelindring i nogle uger. Denne virkning vil dog være midlertidig og fjerner ikke årsagen til smerten, men kan gøre det nemmere at træne relevante skulderøvelser.

Hvad kan du selv gøre?

Meget tyder på, at risikoen for igen at få smerter i skulderen reduceres, hvis du træner efter at have haft problemerne.

Træningen drejer sig om at styrke både de små muskler, der gør skulderleddet stabilt og de større muskler omkring skulderen, der er med til at udføre de større bevægelser i skulderen. Det er en god idé, at du får relevante øvelser forevist af din kiropraktor eller af en fysioterapeut.

Øvelserne skal sørge for, at musklerne kommer til at arbejde sammen igen – gør de ikke det, kan nogle muskler atter irriteres og dermed stiger risikoen for varige eller langvarige overbelastningsskader.

Hvordan er fremtidsudsigterne?

Når det drejer sig om skulderen kan det tage lang tid før problemet er helet. Det kan være svært at forstå og acceptere, men det skyldes altså skulderens kompleksitet. Et skulderproblem kan tage op til flere måneder, før det bliver bedre. Det er vigtigt at overholde behandlings- og træningsplanen, så er sandsynligheden for, at du bliver bedre meget større. Et skulderproblem kræver både længere tids behandling og træningsvejledning – der altså involverer, at du selv yder en stor indsats for at komme smerterne til livs.

De fleste, der oplever skuldersmerter, oplever dog en bedring inden for de første uger, men det er ikke usædvanligt at have gener i nogle måneder. Visse former for skader kan selvfølgelig også give varige mén.

Alarmkassen

Hvis skulderen går af led, skal man hurtigt opsøge behandling. Hvis du selv eller andre har sat den på plads igen, er det stadig vigtigt, at du efterfølgende får den tjekket for, at du sikrer dig, at den sidder rigtigt og bliver genoptrænet bedst muligt. Ellers kan det give problemer på sigt. Har du én gang oplevet at skulderen er gået af led, kan du opleve det igen. Hver gang bør du få tjekket, at den bliver sat korrekt på plads igen.

En undersøgelse af skulderen er også vigtig for at sikre, at skulderen ikke har taget skade af at være gået af led.