Underben og fod

Kiropraktoren kan undersøge, diagnosticere og behandle mange skader i underben, ankel og fod. Yderligere kan kiropraktoren rådgive omkring forebyggelse og genoptræning.

Langt de fleste mennesker oplever flere gange i deres liv at få ondt i et underben, en ankel eller i foden. De fleste smerter er dog fuldstændig ufarlige og vil gå over efter et stykke tid, mens andre bør undersøges og behandles.

Nogle typer smerter er relateret til alderen, og faktisk primært til barndommen. Det kan du læse mere om herunder.

Andre smerter kommer pludseligt, og de kommer ikke altid fra led eller muskler. Smerterne kan mærkes i underbenet, anklen eller foden, men de kan reelt stamme fra ryggen, blodforsyningen eller nervesystemet.

De fleste har prøvet at træde forkert og forstuve en ankel, mens andre har været udsat for større traumer/skader og fået regulære brud på knogler.

Vi dyrker generelt mere motion nu end tidligere, og det er godt for den almene sundhed, men bagsiden af medaljen er altså, at der sker flere overbelastningsskader.