Underben, smerter i underben, ankel og fod p.g.a slidforandringer

De symptomer man mærker ved slidgigt er de samme som dem man mærker for andre led og de opstår med den typiske såkaldte ’treenighed’ af smerter. I starten har man således lettere smerter, når man begynder at belaste leddet, senere får man smerter, når man harbelastet leddet og til sidst har man konstant smerte ved belastning.

Ved nedslidning af et led, kan nogle led udskiftes, det gør man med ’alloplastik’, som er en operation hvor man indsætter et kunstigt led. De mindre led, herunder anklen og fodens led, på nær storetåens grundled, kan dog kun gøres stive.

Årsager til smerter i underben, ankler og fødder pga. slidforandringer

Det er en naturlig aldersudvikling, at et led slides, og under tiden kan det give mange problemer. Jo tidligere i livet slidforandringerne opstår jo værre kan det helt overordnet siges at være. Der findes nemlig endnu ikke nogen medicin, der kan kurere slidgigt i led. Den medicin vi kender i dag, er kun lindrende.

I forbindelse med udvikling af slidgigt, vil man for visse led kunne se en misdannelse af leddet. Mest iøjnefaldende ses det hos personer med knyster (hallux valgus) på storetæerne, hvor slidforandringer ses som misdannelser med rødme.

Hvordan stilles diagnosen af slidgigt underben, ankler og fødder?

Din kiropraktor kan hjælpe med at udrede dig. Ved mistanke om slidgigt vil undersøgelsen bestå af en vurdering af leddenes funktion, samt billeddiagnostisk udredning med typisk en røntgenundersøgelse inden der kan stilles en diagnose.

Du kan læse mere om slidgigt i andre led her: Slidgigt i hånd og håndled, Slidgigt i knæet.

Behandling af slidgigt i underben, ankler og fødder

Der findes desværre ingen kur mod slidgigt, som nævnt tidligere. Markedet for produkter til bedring af slidgigt er blevet enormt, navnlig i forbindelse med den øgede levetid i den vestlige verden. Periodevis introduceres nye typer medicin og helseprodukter på markedet, men indtil videre har intet produkt haft en overbevisende effekt.

Der er forskning der viser, at regelmæssig træning, sund levevis og normalvægt er den bedste behandling. Din kiropraktor er kvalificeret til at hjælpe dig med rådgivning, vejledning og eventuel behandling.

Manuel behandling med frigørelse af leddene, for at optimere leddenes funktion, har en god lindrende effekt. Brug af korrekt fodtøj eventuelt med specialfremstillede såler til aflastning af fod og ankel har også en god effekt. Er dette ikke nok, kan et irriteret led lindres med en indsprøjtning af binyrebarkhormon hos lægen. Det kan have en god effekt. Kun i meget svære tilfælde er stivgørende operation tilrådeligt.

Hvad kan du selv gøre ved slidgigt i underben, ankler og fødder?

Hvis du har fået slidgigt i en ankel eller i foden, er det vigtigt, at du anvender den type fodtøj, som giver den bedste støtte og lindring for smerte. Smerte fra slidgigt kan komme i bølger. Har fødderne været overbelastet ved for megen gang en dag eller to, kan der efterfølgende være flere uger med smerte inden det klinger af igen. Der kan gå længere perioder mellem smerteperioder. Håndkøbsmedicin i form af Paracetamol og midler der betegnes NSAID er anvendeligt til smertelindring.

Hvis det er det muligt at begrænse belastningen af fødderne i den smertende periode vil det være gavnligt. Er du overvægtig, kan du få stor fordel af at gå ned i vægt. Studier på sportsfolk viser, at der ved en fordobling af løbehastigheden også sker en fordobling af belastningen på foden. Det betyder, at både hastighed, men også vægten, har betydning for belastningen af foden.

Hvordan er fremtidsudsigterne ved slidgigt i underben, ankler og fødder?

Prognosen for slidgigt er desværre ikke særlig god. Hvis ovenstående råd om levevis, medicinering, træning og behandling følges, kan generne dog i nogen grad mindskes.

Slidforandringer er en naturlig udvikling i kroppens led, desværre kommer disse forandringer hos nogle for tidligt i livet i forhold til den erhvervsaktive alder. Det betyder altså, at vi kan få gener der forstyrrer vores hverdag og arbejdsliv.

Alarmkassen ved slidgigt i underben, ankler og fødder

Opstår der pludselig hævelse og rødme omkring et led der smerter og gør ondt, bør du få det undersøgt for anden gigtlidelse og infektion. Du bør derfor henvende dig til egen læge eller til en speciallæge.

Hvis du mærker en uforklarlig smerte i underbenet og foden, med krampe eller hævelse bør dette undersøges hos egen læge. Det kan vise sig at være en blodprop i underbenet eller i foden.

Generelt bør alle smerter der opstår pludseligt og uforklarligt undersøges af egen læge eller din kiropraktor.

Du kan læse mere uddybende om de forskellige problemstillinger omkring underben her på kiropraktorguide.dk. Du kan se nogle eksempler nedenfor og klikke dig videre på de enkelte emner.