Havearbejde er en god måde at motionere på, da hele kroppen bliver brugt.
Havearbejde er en god måde at motionere på, da hele kroppen bliver brugt.

Havearbejde er god motion!

Din krop er bygget til at arbejde! Du kan selvfølgelig mærke ømhed og måske få lidt ondt efter arbejdet i haven, fordi bevægelserne er uvante – men, det er helt naturligt!

 

Brug kroppen – det er den beregnet til

Faktisk er det videnskabeligt bevist, at det er de mange inaktive timer i sofaen som vores krop ikke tåler, og den bedste måde at ødelægge kroppen på er ved ikke at bruge den. Så tag fat – men med omtanke og tilpasset din fysiske form.

Selvom du passer på, kan du godt regne med, at det uvante arbejde vil give en reaktion. Det er ligesom hvis du bowler en lørdag aften, når du ikke er vant til det, ja så vil det også kunne mærkes i kroppen dagen efter. En let ømhed er kun positivt og fortæller dig, at du har lavet noget, du ikke er vant til. Alt efter hvor øm du bliver, kan det være en god idé at holde en dags pause, inden næste tag i haven. På den måde kan du opbygge din styrke og udholdenhed!

 

Kend forskel på ømhed og advarselssignaler!

Lidt ømhed og stivhed i de områder, du har brugt, er helt almindeligt. Det betyder ikke, at du har ødelagt noget, men er naturligt, når man laver noget, man ikke er vant til.

Får du imidlertid smerter, der fx bevirker, at du har svært ved at rejse dig eller bukke dig ned og snøre dine sko, og bliver det værre, selvom du ikke fortsætter med at arbejde og belaste kroppen, kan det være tegn på en decideret overbelastning. Det kunne fx være det man populært kalder et hold i ryggen, det kan du læse mere omher.

 

 

Variér arbejdet og forebyg problemer

Mens du arbejder i haven, kan du tage hensyn til din krop ved at huske at skifte mellem de forskellige ting, der skal gøres! Begynd derfor på flere ting, i stedet for at gøre det samme mange timer i træk. Du kan grave lidt, klippe lidt grene af, rive blade sammen, og så måske vende tilbage til gravningen igen! Husk at holde pauser regelmæssigt. Du får mest sundhed ud af arbejdet i haven ved at variere arbejdet!

 

Godt for kroppen

Pointen er altså, at det ikke er så afgørende, hvordan du bruger din krop – bare du bruger den – og selvfølgelig skal du helst bruge den hele året. Havearbejde kan altså tjene som noget ganske konstruktivt for kroppen, fordi det er en fysisk aktivitet, og gravearbejde er super sundt, da man får de store muskelgrupper i gang. Hvis bare du tænker dig om, og husker at variere havearbejdet, så er det god motion for din krop.