Er du en af de mange danskere, der skal på skiferie i denne sæson og er du ved at forberede dig fysisk til feriens udfoldelser og strabadser?   Her får du en række gode råd, der kan være med til at gøre dig klar og gøre ferien til et hit.
Er du en af de mange danskere, der skal på skiferie i denne sæson og er du ved at forberede dig fysisk til feriens udfoldelser og strabadser? Her får du en række gode råd, der kan være med til at gøre dig klar og gøre ferien til et hit.

Skisæsonen venter…

Der er nogle vigtige elementer i forbindelse med skiferien, som er værd at huske på, både før du tager afsted - men også når du er kommet frem, og de kan ikke gentages for tit...


Før skiferien

Hvis du går du med ’småproblemer’ i knogler, muskler, sener og led så vent ikke med at søge kiropraktor til tre dage før, du skal afsted. Mange mennesker går med småskavanker i uger og måneder før skiferien og så håber de på et mindre mirakel hos kiropraktoren. Men, desværre er virkeligheden jo sjældent sådan. Har du gået med symptomer igennem længere tid, ja, så må du også forvente, at der både skal behandling og indsats fra din egen side til, før du er problemerne kvit.

Derudover er det selvfølgelig vigtigt, at du får at vide hvad problemet er, på den måde kan kiropraktoren bedst vejlede dig i forhold til eventuelle forbehold under ferien. Det gælder ikke kun rygproblemer, men i høj grad også hofte-, knæ- og ankelproblemer.


    



 


Kom i bedre form

Du ved det helt sikkert allerede, men det kan alligevel ikke siges ofte nok: Jo bedre form du er i før skiferien, jo mere kan du ’tonse’, og jo flere timer kan du løbe på ski. Hvis du derfor vil ha’ mest ud af din skiferie og være i god form, ja så må du starte så tidligt som muligt, for du får selvfølgelig ikke samme effekt af tre ugers træning som af tre måneder. Og faktisk er det også sådan at stærke veltrænede muskler bedre kan modstå skader, også de skader som skyldes en anden part, hvilket er årsag til en del skader på ski. Men husk dog – lidt træning, før du tager afsted, er altid bedre end slet ingen træning. Så lad dig ikke skræmme, hvis du skal afsted om nogle uger, og først nu overvejer at starte din skitræning.

Der findes masser af gode træningsprogrammer på nettet med øvelser til balancetræning, konditionstræning og forskellige former for muskeltræning (statisk og dynamisk). Du kan tale med kiropraktoren og eventuelt få lavet et program der.


På vej mod årets sneferie

Mange timers transport er hårdt for kroppen, så sørg for at holde nogle pauser, hvor du bevæger dig, skift siddestilling ofte, hvis du har mulighed for det. Medbring evt. en pude til lænden, og en nakkestøtte, hvis du skal have dig en lille lur på køreturen. Der er også klogt at tage sin egen hovedpude med, hvis du har en nakke der ’driller’.


Forebyg hvad forebygges kan

Sørg for at få rigtig god vejledning mht. dit udstyr, det forebygger mange skader, og sæt dig godt ind i de internationale regler for færdsel på skipisterne fra FIS (International Ski Federation) – dem kan du hente her.


Er uheldet ude

Snak eventuelt med din kiropraktor om hvordan du bedst kan forholde dig, hvis du bliver skadet på ferien, så du har styr på situationen, og kan redde ferien - eller dele af den. Det er en rigtig god ide at medbringe en ispose, så er du klar til førstehjælp med is, hvis uheldet er ude. Du kan læse mere om isbehandling på kiropraktorguide.dk. Isbehandling bruges både hvis du har slået ryggen, nakken, ben og/eller arme.

Det er bedst at holde det skadede område aktivt, med mindre der er tale om et decideret brud eller en større skade, i stedet for at holde det fuldstændigt i ro. Specielt nakke- og rygproblemer kan ofte bevæges til bedring, så problemet ikke ødelægger resten af ferien.

Hvis du har været udsat for en akut skade, så sørg for, så snart du kommer hjem, at blive undersøgt. På den måde kan en præcis diagnose stilles, og ikke mindst kan der lægges en behandlingsplan, så du hurtigst muligt kan komme over skaden. Den vejledning og diagnosticering man kan få på ulykkesstedet er ofte ret begrænset.