Mere end 40 % af voksne danskere lider af spændingshovedpine
Mere end 40 % af voksne danskere lider af spændingshovedpine

Spændingshovedpine behandles da hos kiropraktoren

Kiropraktisk behandling i kombination med øvelser er mere effektivt end medicinsk behandling af spændingshovedpine.

Mere end 40 % af voksne danskere lider af spændingshovedpine og på verdensplan ser det ud til, at spændingshovedpine er den hyppigst forekommende form for hovedpine.

Ca. 5 % af kiropraktorernes patienter – det svarer til ca. 15.000 danskere om året - henvender sig til kiropraktoren på grund af hovedpine. Sammen med akupunktur og massage er kiropraktisk behandling en af de behandlingsformer, som hovedpinepatienter oftest efterspørger, mens andre hyppigt brugte tilgange er behandling med medicin, afspænding og kognitiv terapi.

Et nyt forskningsprojekt viser, at kiropraktisk behandling i kombination med øvelser er mere effektivt end medicinsk behandling af spændingshovedpine, målt 4-6 uger efter behandlingsforløbets afslutning. Der er ingen forskel mellem kiropraktisk behandling og medicin målt over længere tid (4-6 måneder). Til gengæld slipper du for medicinens bivirkninger. Kiropraktisk behandling medfører dog ofte forbigående ømhed og træthed.

 

Hvad er spændingshovedpine?

Der findes forskelige hovedpine-typer. Eftersom de behandles forskelligt er det en god idé at gøre sig klart, lige præcist hvor du mærker smerten, når du har hovedpine. Ca. 6 ud af 10 personer, der har hovedpine, lider af den type, der kaldes hovedpine af spændingstypen eller blot spændingshovedpine.

Hvis din hovedpine mærkes i begge sider af panden, og til tider er kombineret med nakkesmerter, kan der være tale om den såkaldte spændingshovedpine. Det er meget forskelligt fra person til person, hvor mange anfald af hovedpinen man får om året, og længden af det enkelte anfald kan også variere.